EDTA-behandling
EDTA-behandlingen er en såkaldt chelat-behandling, der gives intravenøst som drop, idet EDTA stort set ikke optages i tarmen eller gennem huden. Chelat kommer fra det græske ord chele = klo, idet man forestillede sig, at EDTA-molekylet som en klo greb fat om metal-ionen. EDTA-molekylet har på grund af sin rumstruktur den egenskab at kunne binde giftige metaller i kroppen uden at disse medfører nogen skadevirkning under transporten ud gennem nyrerne. Der er ved korrekt anvendelse af EDTA ikke konstateret alvorlige bivirkninger. En anden vigtig egenskab ved EDTA er, at EDTA ikke nedbrydes i leveren som andre former for medicin, men forlader kroppen uomdannet, hvorfor der ikke dannes giftige nedbrydningsprodukter, der kunne give anledning til bivirkninger. Der findes ikke andre kelat-bindende stoffer med disse egenskaber.
Metaller bindes efter såkaldt affinitet eller bindingsgraden, hvor krom er det metal, der bindes kraftigst og kalium svagest:
Cr 2+krom
Fe 3+, Hg 2+jern 3+, kviksølv 2+
Cu 2+, Al 3+kobber 2+, aluminium 3+
Ni 2+, Pb 2+nikkel 2+, bly 2+
Co 2+, Zn 2+kobolt 2+, zink 2+
Fe 2+, Cd 2+jern 2+, kadmium 2+
Mn 2+mangan 2+
Ca 2+kalcium 2+
Mg 2+magnesium 2+
Li+lithium +
Na+natrium +
K+kalium +
+ angiver ion-formen, hvor 2+ f.eks. angiver at to (negativt) ladede elektroner molekylet er afgivet til omgivelserne. Man kan af affiniteten se hvilke metaller, der er farligst for kroppen, hvilke der bindes kraftigst og derfor først føres ud af kroppen under EDTA-behandlingen.
Som man kan se findes jern både som 3+ og 2+ ligesom kobber, og karakteristisk for jern- og kobberatomer er, at de kan afgive og optage elektroner uden at skifte egenskaber, hvilket er karakteristisk for overgangsmetaller. Jern og kobber virker som katalysatorer ved mange biokemiske processer i kroppen, bl.a. er jern katalysator ved dannelsen af det farlige iltningsprodukt, oxideret LDL (ox-LDL), der indgår i dannelsen af atherosklerose eller åreforkalkning.
ersøgelser og samt*